Nyheder

05.02.2018

Del nyheden

Bramming Plast-Industri tuner ind på vækst

Jesper Brix, adm. direktør, Bramming Plast Industri, gør sammen med medarbejderne klar til vækst i de kommende år. Arkivfoto: John Randeris.

Bramming: Der er løbet en del vand i åen, siden John Feldt i 1971 etablerede Bramming Plast Industri med under 10 ansatte – dengang landets mindste i branchen.

I dag er den stolte Bramming-virksomhed, som er førende indenfor avancerede og teknologibaserede skumløsninger til private og offentlige virksomheder, tæt på at runde 500 medarbejdere, og efter nogle år med konsolidering har  virksomheden med adm. direktør Jesper Brix i spidsen nu blikket stift rettet mod vækst.
I det netop offentliggjorte årsregnskab for 2016 er omsætningen steget fra 248 millioner kroner året før til 257 millioner kroner med en bruttofortjeneste på 71 millioner kroner, mens årets resultat blev et overskud på 8,5 millioner kroner mod godt 11 millioner kroner i 2015.

– Vi er tilfredse med omsætningsfremgang, men indtjeningen har været lavere end forventet på grund af investeringer i nye produkter og implementering af nye produktionslinjer. På den baggrund er vi tilfredse med resultatet for 2016, forklarer Jesper Brix.

De mange skibe, som vi har sat i søen, sejler nu, og nogle begynder allerede at tøffe i havn. Vi kan for eksempel se, at vores omsætning i første kvartal tegner til at blive den bedste nogensinde. Så fokus er nu fuldt ud på at kapitalisere og høste gevinster med øget omsætning og øget indtjening. Jesper Brix, CEO Bramming Plast-Industri A/S

Sikrer job i Bramming

Bramming Plast industri har gennem de seneste år reduceret bygningsmassen i Bramming med 15.000 kvadratmeter og er gået fra fem til tre matrikler, og det er lykkedes at hæve produktionskapaciteten med 25 procent.

– Det handler om at opretholde vores arbejdspladser i Bramming ved at være skarpe og effektive, så vi også i fremtiden har de rigtige konkurrencevilkår i Danmark, siger Jesper Brix.

Blandt de 474 medarbejdere, som Bramming Plast industri havde registreret ved udgangen af regnskabsåret, arbejder omkring en tredjedel i Bramming, mens resten er beskæftiget ved fabrikken i Polen.

Skibe sejler i havn

2016 var også et år, hvor Bramming Plast Industri foretog massive investeringer i fremtiden, blandt andet ved også at tage flere opgaver i værdikæden hjem, så der fremadrettet er grundlag for udnyttelse af ledig kapacitet. Investeringerne kommer som nævnt ovenpå år med konsolidering, og derfor mener Jesper Brix, at virksomheden har det nødvendige afsæt for at skabe vækst i de kommende år.

– De mange skibe, som vi har sat i søen, sejler nu, og nogle begynder allerede at tøffe i havn. Vi kan for eksempel se, at vores omsætning i første kvartal tegner til at blive den bedste nogensinde. Så fokus er nu fuldt ud på at kapitalisere og høste gevinster med øget omsætning og øget indtjening, siger direktøren.

Bramming Plast Industri var indtil sidste år ejet af kapitalfoden Maj Equity, hvor den blev købt af en anden kapitalfond, Blue Equity, der blandt andet har det regionale energiselskab SE samt Danfoss som ejer. Jesper Brix og ledende medarbejdere har også mindre ejerandele i virksomheden.

Gå tilbage til oversigten

Flere nyheder